fredag den 21. januar 2011

De negative og positive tanker

For et par år tilbage gjorde den positive psykologi sit indtog i Danmark. Denne gruppe af forskere betragtede sig selv som en form for oprørsbevægelse mod det, de kaldte "psykologiens traditionelle patologiske fokus" og opfordrede os til at tænke positivt og til at anlægge et optimistisk udsyn.

At det moderne menneske er sin egen lykkes smed er efterhånden ved at være en gammel kliche. En kliche der kommer os til gode, når det går os godt, og når vi har succes. Men hvad med når det går os dårligt, eller vi oplever fiasko? Ja, så må vi jo være ansvarlige for vores egen ulykke i lige så høj grad, som vi er det for vores lykke.

Men er det egentlig ikke et lige lovligt stort ansvar at placere på det enkelte menneske? Vi er jo trods alt ikke altid selv skyld i de ting, vi kommer ud for. Vi har indflydelse på vores eget liv naturligvis, og den måde vi handler på, har en betydning for, hvordan vores liv ser ud. Men vi kan hverken styre eller kontrollere verden og vores omgivelser. Vores indflydelse er med andre ord begrænset, og vi bør derfor spørge os selv, om det nu også er helt rimeligt, at vi giver os selv det fulde ansvar for vores egen lykke eller ulykke.

Tilbage til den positive psykologi hvis svar på problematikken bliver: Vi er ikke altid selv herre over de ting, vi kommer ud for, men vi kan selv vælge, hvordan vi vil håndtere begivenhederne. Vi har et valg, og vi kan vælge at forholde os positivt, vi kan vælge at få det bedste ud af enhver situation, og du ved jo nok, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Martin E. P. Seligman, som er stifter af den positive psykologi, taler om, at vi gennem tillært optimisme skal udvikle evnen til at afvise negativitet, negative tankemønstre og følelser og på den måde opnå bedre livskvalitet, højere produktivitet og større indtægter.

Der er ingen tvivl om, at vi kan nå rigtig langt med et positivt udsyn og med at prøve at fokusere på, hvordan vi kan vende svære situationer til det bedste. Personligt tror jeg, at der er rigtig meget at vinde, men jeg vil samtidig indskyde: alt med måde!
En af den positive psykologis mest markante kritikere, Barbara S. Held, påpeger, at det kan være utrolig hårdt psykisk arbejde at tilsidesætte negative tanker og følelser, og at vi, ved at forsøge at fortrænge det vi betragter som negative følelser, risikerer at nedslide os selv følelsesmæssigt. Vi risikerer også at placere endnu mere ansvar hos os selv og at opleve endnu mere skyldfølelse, fordi vi ikke har den rette optimistiske indstilling, når tingene ikke er, som vi ønsker.

Jeg tror, at vi nogle gange skyder os selv i foden, hvis vi forsøger at forvise negative tanker og følelser. Er det ikke netop ofte sådan, at når vi oplever modgang, så lærer vi noget om os selv og kan komme styrket ud på den anden side? Ikke ved at se det hele i et positivt lys, men ved at se vores personlige dæmoner i øjnene. Og har negative følelser ikke også en funktion? Er det ikke netop de negative følelser, der fortæller os, hvornår nogen har overtrådt vores grænser, hvornår der er noget vi ikke synes er ok, og hvornår det er tid til at sige fra? Og blotter vi ikke os selv for unødigt mange skuffelser, hvis vi hele tiden har optimistiske og måske ofte urealistiske positive forventninger til verden?

Jeg tror, at vi bør udvise en lidt større tolerance for negative tanker og følelser. En negativ tilstand er ikke nødvendigvis negativ, hvis den er et led i en produktiv emotionel proces. I stedet for at forvise negative tanker og følelser fra vores liv, må vi i stedet øve os i at genkende og skelne imellem de situationer, hvor vi kan have gavn af et positivt udsyn og de situationer, hvor vi ikke kan. Vi lærer og udvikler os både i gode og dårlige tider. Det gælder om at forsøge at finde en balance.
 
Fredagens vise ord er hørt fra min fantastisk inspirerende bedstefar på 85, hvis livsmod næsten aldrig svigter:

"Hvis du en dag vågner, og der ikke er noget der gør ondt, så betyder det, at du er død." (Stig Barchager)

Nynne Barchager
PS4 skribent

2 kommentarer:

  1. Hej Nynne,

    Jeg er ganske enig i dine betragtninger.

    Som udpræget positivt menneske var det derfor også interessant da jeg sidste år afholdte en workshop om at tackle tristheden på arbejdet. Jeg var nemlig stødt på en overbevisning om at det mange steder ikke er OK at være trist på arbejdspladsen. Og hvad gør man så? Er vi der, hvor tristheden skal rummes i privatlivet og gemmes væk i arbejdslivet, så vi kan topperforme?

    Jeg tror på, at den positive tilgang er grundlæggende for at skabe et reelt fokus, og da vi er mennesker med både positiv og negativ energi, gælder det først og fremmest om at have bevidsthed på, hvilken energiform som styrer lige nu. Om vi er positive eller negative, er jo blot en tilstand som kan ændres hvis vi vil. Et "quick-fix" kan være meget fristende, for at kunne komme igennem dagen, og mange mennesker bruger det måske også. Men jeg er ikke i tvivl om at de virksomheder som har en kultur, der rummer begge tilstande hos den enkelte (pos/neg), vinder terræn, både internt i form af bedre samarbejde, og eksternt i forhold til omverdenen (kunder, personale-image, rekruttering m.v.). De øvrige virksomheder vil opleve en personaleflugt lige så snart der er mulighed for det. Kunsten er at kunne rumme det hele menneske...

    SvarSlet
  2. Hej Stig

    Tusind tak for din kommentar, det er yderst interessante synspunkter du fremlægger.

    Vi er altid glade for, at folk kommenterer, inspirer og deler synspunkter her på bloggen.

    SvarSlet