fredag den 25. februar 2011

Passioneret ”amatør innovation”

Jeg er stor tilhænger af hjemmesiden TED, hvor man helt gratis kan streame mange yderst interessante oplæg. Forleden så jeg et oplæg af Charles Leadbeater, hvor han taler om innovation i forhold til forbrugere og vores involvering. Leadbeater er forsker ved London tænketanken Demos og var blandt de første til at opdage tendensen ”amatør innovation”. Dette er gode idéer, der ikke kommer fra de traditionelle rammer for innovation og kreativitet, men fra folk, der pludselig har værktøjerne til at samarbejde, innovere og udbrede deres idéer. Han har navngivet disse personer som ”Pro-ams”, hvilket er passionerede amatører, der opfører sig som professionelle.

Innovationens fornemmeste opgave i samfundet er at gå ind og bryde vaner og skabe ændringer ved at ”destruere” traditionelle rammer. Derfor skal innovation heller ikke partout komme fra virksomheder, men også komme fra folket. Som Leadbeater pointerer, så har man ikke brug for en organisation for at innovere. Et godt eksempel på innovation, der er kommet fra ”pro-ams”, er styresystemet Linux, som fungerer som open source software, hvor alle brugere kan tilføje nye elementer til softwaren.

Innovation er for folket og skal I den grad udnyttes af folket. Innovation er ikke et begreb eller fænomen, som udelukkende hører til hos de kreative. Vi kan alle være med til at lave disse samfundsændringer, som er yderst vigtige, hvis vi som nation skal forsætte vores udvikling. Der er derfor behov for ”Pro-ams” til at videreføre denne udvikling og være med til at destruere og omlægge samfundets vaner. Vi har alle en hobby eller noget, vi elsker at lave, når vi har fri fra arbejde, og det er denne passion, vi skal prøve at kombinere med nytænkning. Det er ikke et spørgsmål om at opfinde den dybe tallerken, men nærmere et spørgsmål om, hvordan vi måske kan bidrage til nytænkningen. Og højst sandsynligt vil vi hurtigt kunne finde ligesindede, der arbejder på det samme projekt og dele viden.

Fredagens vise ord er derfor:
”Skab noget nyt – innovér!”

Rigtig god weekend :-)

Jakob Kistorp
PS4 konsulent

Ingen kommentarer:

Send en kommentar