fredag den 8. april 2011

Multitasking - spild af tid?

Jeg talte den anden dag med et par kollegaer om multitasking, hvor vi kom ind på både simultantolke og jægerpiloter, og om det overhovedet er muligt at multitaske. Min kollega sagde: ’Det handler om, hvor god man er til at flytte fokus og skifte mellem opgaverne, for det er ikke fysisk muligt at lave to opgaver på én gang.’ Det gav anledning til at undersøge begrebet lidt nærmere. Multitasking er et ord vi bruger i flæng, så snart vi har flere bolde i luften på én gang. Det er også et ord, som kvinder har taget patent på, eller i hvert fald praler af at være bedre til end mænd. Men er det i det hele taget muligt at multitaske? Og i så fald, er det overhovedet effektivt? En hurtig research om emnet gav da også et lidt broget billede af, hvad multitasking er. Det første billede er, at multitasking er en myte, og at det er fysisk umuligt at multitaske, fordi vores hjerne ikke er skabt til at det – hvad enten du er kvinde eller mand. Det betyder ikke, at man ikke kan klø sig i nakken, når man kører bil, fordi det ikke sætter hjernen på kognitivt arbejde. Hjernen arbejder til gengæld kognitivt, når der skal tages beslutninger, og så kan der kun være plads til én beslutning. Et andet resultat hævder, at vi bruger hver sin hjernehalvdel til to opgaver, men jeg vil nu alligevel vove den påstand, at det er svært at være fuldstændig nærværende i begge situationer eller opgaver samtidig. 100 % opmærksomhed er svær at dele. Hvornår har du sidst set fjernsyn og snakket i mobil, og har fået alle informationer med fra både samtalen og nyhederne? Endelig fandt jeg en helt tredje definition af multitasking: Multi-tasking occurs when a person is going back and forth between several missions. Hvis dette er tilfældet, så betyder det, som min kollega sagde, at man hopper frem og tilbage mellem opgaver, og så er multitasking muligt, og så handler det om, hvor god en person er til at flytte fokus mellem opgaverne. Det giver lidt muligheder at vælge imellem må man sige, og så er det ikke så mærkeligt at ordet bliver brugt på må og få. Enten er det slet ikke muligt, eller også kan det sagtens lade sig gøre, men er det så en god idé at multitaske? Gennemgående i min lille research var at i stedet for at spare tid, så tager multitasking tid fra os, fordi vi hele tiden bliver forstyrret. Hvor tit tjekker du ikke din mail i løbet af dagen? Bliver afbrudt af en telefon eller kollega? Derudover er det svært, tidsrøvende og usundt. Det er svært fordi, det overbelaster hjernen, hvilket betyder, at vi kun kan koncentrere os i nogle minutter af gangen; tidsrøvende fordi, der er en konstant pendlen mellem flere opgaver, hvilket betyder, at der er mange uafsluttede opgaver i længere tid; og usundt fordi folk, der anvender multitasking som deres foretrukne arbejdsmetode er mere udsatte for stress. Det fik mig til at overveje, om jeg egentlig selv kunne blive mere effektiv ved udelukkende at koncentrere mig om én opgave af gangen og lukke døren til kontoret (i mit tilfælde en mental dør pga. fælles kontor). Jeg oplever dagligt, at jeg sidder og arbejder på en artikel, samtidig med at jeg hører musik, der dukker en mail op, som jeg lige kan svare på, og lidt efter kommer der en sms eller telefonen ringer. Jeg har aldrig for alvor overvejet at jeg faktisk spildte tid. Jeg havde opfattelsen, at jeg fik ordnet flere ting, og dermed sparede tid. Men hvis vi vælger at bruge definitionen, der hævder, at det handler om at være god til at flytte fokus, så må det betyde, at multitasking er en disciplin man rent faktisk kan mestre. Her har yngre generation en fordel, idet de er vokset op med den nyeste teknologi, der gør, at de er vant til ’være på’ hele tiden og er vant til at flytte rundt på forskellige platforme på internettet. Derudover er de vant til altid at skulle tage stilling til noget, også flere ting på én gang, og til at få mange informationer på samme tid, hvilket giver dem mulighed for at vælge og vrage. Den yngre generation ser det måske endda som en evne og kompetence at kunne have flere jern i ilden. Men selv den unge mennesker kan have for meget fart på, og gabe over for meget. Er vi så blevet klogere? Det har i hvert fald givet lidt eftertanke til weekenden for mit vedkomne. Rigtig god weekend :-) Kirstine Grønhøj Jensen PS4 konsulent

3 kommentarer:

  1. For at være fuldt og helt engagerede ¬for at anvende det fulde potentiale af vores energi - må vi fokusere vores energi fuldstændigt på én ting ad gangen. Hvis vi gør mange ting samtidigt, er vi hele tiden kun delvist engagerede i den enkelte ting. Vi opdeler vores energi i små portioner, og vores omgivelser kan mærke det! Hver gang vi "multi-tasker", når vi er sammen med en anden person, så sender vi dem et budskab om, at de ikke er vigtige nok for os til at bruge vores fulde opmærksomhed på dem. Det kan betyde, at vi skal sikre vores medarbejdere mere ro til at koncentrere sig om en væsentlig opgave af gangen og finde det grundlæggende motivationstema i den forbindelse. Dette kan have den dramatiske effekt, at vi øger medarbejderens indsats samtidig med, at vedkommende oplever sig selv som yderst motiveret
    Bedste hilsener
    Karin
    PS4 Partner

    SvarSlet
  2. Hvor er det et godt indlæg, meget interessant. Jeg har netop haft en lille diskussion omkring netop om det overhovdet kan lade sig gøre at multitaske.. og du giver mig delvis ret i at det kan man ikke. Det siger jeg tak for, for der var vidst en middag på spil:-)

    SvarSlet
  3. Tak for kommentarerne :-)
    Ja, jeg vil efter min egen overbevisning give dig ret i, at det ikke kan lade sig gøre. I hvert fald ikke, hvis man skal være fuldt ud engageret, som Karin også skriver. Og når ikke det fulde engagement er til stede, så bliver det heller ikke det optimale resultat.

    SvarSlet