onsdag den 11. maj 2011

Er du klar over, hvad generation Y tænker om selvledelse?

Generation Y og deres forventninger til virksomhederne

Af: Kirstine Grønhøj Jensen

Egoistiske eller ambitiøse? Der er delte meninger om den næste generation til erhvervslivet – den såkaldte generation Y. Det er veluddannede, selviscenesættende, målrettede, forkælede, modige og forandringsparate unge mennesker, der er vokset op med den nyeste teknologi i et overflodssamfund. De tilhører en lille generation, så der er kamp om dem, og derfor stiller de høje krav til deres kommende arbejdsplads. Generation Y begiver sig ud i erhvervslivet netop i disse år, så læs med her på bloggen, hvor der hver anden måned vil komme en artikel om denne generation, og se hvilke forventninger de har til virksomhederne.

Denne gang mødte jeg 26-årige Kathrine Hemmingsen til en snak om selvledelse. Kathrine er i gang med at læse sin kandidat i pædagogik på Københavns Universitet, som hun supplerer med filosofi fra CBS. Bacheloren i pædagogik supplerede hun med sociologi fra U.C. Berkeley i Californien. Ved siden af studiet arbejder Kathrine i kollegiekonsulentordningen på DTU som pædagogisk/social konsulent. Derudover bruger hun sine formidlingsevner som frivillig børnerådgiver på børnetelefonen. Hun drives af kontakten til mennesker, og efter endt studie drømmer hun om at kombinere den pædagogiske praksis med projektudvikling. Det motiverer hende at kunne arbejde på forskellige niveauer, så hun både har fingeren på pulsen mht. planlægning og formål samtidig med, at hun kan have fingrene nede i projektet.

Hvad lægger du vægt på, når du skal ud og søge job på arbejdsmarkedet?
Jeg lægger vægt på, at jeg får ansvar, og at der er tillid til mig og til at jeg tager mine arbejdsopgaver alvorligt. Jeg lægger også vægt på, at det er en arbejdsplads med rum til udvikling af de projekter, der er, og at der ikke er fuldstændig fastlåste ideer om, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på, men mulighed for at sige ’kunne vi have gjort noget på en anden og bedre måde’.

Hvad ser du som fordelene ved selvledelse?
Fordelene ved selvledelse er helt klart, at det giver et ejerskab over for den opgave og det stykke arbejde man udfører, og det giver en motivation ved at man selv ’ejer’ sit arbejde. For mig har ejerskabet den effekt, at jeg føler en mening med mit arbejde og en ansvarsfølelse for at følge projektet til dørs. Det er også motiverende, fordi man får muligheden for at udføre arbejdet på den måde, man selv synes fungerer bedst, og det kan skabe fleksibilitet i arbejdstiden. Motivation og ejerskab fra medarbejdernes side er også en stor fordel for virksomhederne, da de dermed kan få en endnu bedre udnyttelse af medarbejdernes faglige spidskompetencer.

Hvad kan ulemperne ved selvledelse være?
Ulemperne ved selvledelse kan være, at medarbejderen kan komme til at føle sig utilstrækkelig eller kan blive stresset, og det bliver især forventningerne til sig selv, der gør det farligt. Medarbejdere kræver individualitet og selvledelse, men det gør også, at man ikke kan bebrejde lederen for overarbejde – det falder tilbage på en selv. Jeg tror overarbejde nogle gange kan skyldes en form for konkurrence om, hvem der udfører jobbet bedst.

I forhold til ulemperne ved selvledelse - Hvad skal lederen her være opmærksom på?
Selvledelse stiller store krav til lederen om, at han eller hun skal være god til at fornemme andre mennesker og være opmærksom på, hvad det er for nogle mennesker, han eller hun arbejder med. Med selvledelse, individualitet og fleksibilitet bliver grænsen mellem job og privat flydende: man tager jobbet med hjem og personlige ting med på jobbet. Man er ikke længere bare Jens, man er Jens – nyligt fraskilt, hvilket også kan være stressende for medarbejderen, fordi man ikke længere kan flygte til sit arbejde og gemme sig bag ved en medarbejderrolle. Det kan være noget af det farlige ved denne ledelsesform, som lederen er nødt til at forholde sig til. Lederen skal være opmærksom på den balance, der er mellem, at en medarbejder vil yde og levere et godt resultat, og på at medarbejderen vil gøre det for enhver pris.

Når medarbejderne bliver selvledende, hvad er så lederens job?
Selvledelse ER ledelse, og det skal det være; det er stadig lederen, der har det overordnede ansvar for at opgaverne bliver fordelt og udført. Lederens rolle er at sætte klare rammer omkring et projekt samt sætte tydelige mål og gøre visionen klar. Ledelse kommer meget til at handle om faglig sparring og udfordring samt motivering af de selvledende medarbejdere. Det er også lederens opgave at sørge for at medarbejderne får de opgaver, de har kompetencer til at håndtere. Derudover bliver det normalt at lederen skal tage stilling til private ting om medarbejderne f.eks. deres skilsmisse for at sikre, at de stadig er motiverede, fordi personlige forhold kan påvirke motivationen for arbejdet.

Har Kathrines svar inspireret dig eller fået dig til at undre dig, eller har du bare lyst til at knytte en kommentar til dem? Har artiklen givet anledning til overvejelser i forhold til din egen virksomhed?

Så hold dig ikke tilbage med dine kommentarer – du er velkommen til at give dit bidrag her på bloggen.

Sidder du måske og tænker: ”hvilke forventninger har de unge til mig som leder?” Kunne du tænke dig at høre generation Y’s mening om et emne, eller har du et spørgsmål, så skriv endelig her på bloggen, og vi vil gå på jagt blandt de unge mennesker og finde svaret til dig :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar