mandag den 15. august 2011

Skab motivation


Motivation er altafgørende for, at vi hver især præsterer. Men da mennesker som bekendt er vidt forskellige, er det også vidt forskelligt, hvad vi motiveres af. Og da motivation er en af de vigtigste nøgler til den vækst, danske virksomheder sukker efter, er der alt at vinde ved at afkode motivationens natur. Vores nye bog om motivation tager turen hele vejen rundt om begrebet motivation. Vi definerer begrebet, så du bliver klogere på, hvad motivation er og giver dig mulighed for at forstå, hvad der motiverer dig og dine omgivelser.

Motivation kommer indefra – fra hjerte, hjerne og mave. At være motiveret og være motiverende er derfor 100 procent personligt, komplekst og individuelt. Der findes ikke én løsning eller én forklaring på det at motivere. Det gør motivation til en utrolig fascinerende faktor at arbejde med i erhvervslivet, men samtidig også til en svært håndterlig størrelse, som mange ledere og medarbejdere føler kommer for tæt på – det risikerer at blive for følelsesladet, for psykologisk, for udfordrende, for svært og mærkeligt. Og måske netop derfor er det en overset faktor, som slet ikke bliver udnyttet til fulde i organisationerne – og det på trods af, at der faktisk eksisterer en omfattende viden og en række videnskabeligt baserede undersøgelser af, hvad motivation betyder for produktivitet, effektivitet og vækst i en virksomhed.

Ved at fokusere på motivation kan der opnås lavere sygefravær, større engagement samt et energifyldt samvær.

Arbejdsmiljø og sygdom hænger sammen og ved at fokusere på det motiverende arbejdsmiljø vil man opdage uudnyttede reserver, som kan sættes i spil hver eneste dag. Men det er ikke nok bare at konstatere, hvad der motiverer, der skal være handling bag ordene og en konstant opfølgning, det er det lange bevidste og måske seje træk.
Vi motiveres forskelligt, altså skal vi have fokus på den individuelles motivationsdrivere og tilrettelægge arbejdet således at vedkommende oplever sig motiveret. Men fælles for den udvikling, som er hos den yngre generation er, at der er fokus på frihed, variation og udfordring i arbejdslivet. Hertil kommer at feedback givet på en respektfuld måde ligeledes kan øge motivationen.

3 gode råd om motivation:

1. Antag ikke, hvad andre motiveres af men spørg dem og respekter svaret.
2. Husk individuel feedback, når det ser ud til, at kollegaen/ medarbejderen ikke virker motiveret, måske er det en antagelse fra din side om mangel på
motivation. Brug spørgsmålet ”Hvad skal der til, for at din motivation er i top?”
3. Husk at vi alle grundlæggende har gode hensigter vedr. at ville bidrage til
resultater.

Læs eventuelt mere i motivation og ledelse, som udkommer den 25. august 2011 på forlaget Lindhardt og Ringhof - www.lrbusiness.dk

Husk at tilmelde dig PS4´s 10 års jubilæumsfest den 16. september 2011. En fest, som har motivation som omdrejningspunkt. Tilmeld dig på www.ps4.dk – i øverste bjælke er der et link.
Vi glæder os umådeligt til at se dig og dine kollegaer til en dejlig eftermiddag. På denne dag kan bogen bestilles med procenter J

Fredagens vise ord:
Den der er motiveret giver ekstraordinære resultater, fyldes med energi og oplever flow og omgivelserne har lyst til, at denne tilstand smitter.

Bedste hilsener
Karin Jessen
PS4 Partner og forfatter.
www.PS4.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar