”Jeg er bevidst om, at jeg er mit eget brand”

De sociale medier er blevet mange virksomheders vigtigste våben i kampen om den yngre generation af forbrugere.

Af Trine Wagner Nielsen


Brugen af de sociale medier har medført mere end muligheden for at udtrykke sig i eget netværk, den har også medført en validering af medierne i sig selv. De sociale medier er ikke længere udelukkende platforme med udvekslinger af informationer om personlige updateringer, billeder af weekendens aktiviteter eller de nyfødte poder, men er også onlinefora, hvor brugerne kan udveksle både privat og professionel erfaring.
Onlinemedierne er endvidere blevet en attraktiv platform for aktiv forretningsudvikling, og der er i dag en forbrugerforventning om, at virksomhederne er til stede cyberspace, sender informationer om seneste tilbud, udlover konkurrencer og svarer på spørgsmål. Så for mange små opstartsvirksomheder er Facebook en oplagt omkostningsfri mulighed for at markedsføre sig overfor mulige samarbejdspartnere.

PS4 har mødt iværksætter, dokumentarist og filmproducent Søren Vestergaard fra Unsaid film til en snak om motivation, co-creation og selvbranding.


Hvordan motiverer man sig selv, når man er selvstændig?
Den helt store forskel på lønarbejde og at være selvstændig er, at det er nemt at blive motiveret, fordi jeg arbejder med dét, jeg virkelig brænder for. I tidligere stillinger har det være den menneskelige kontakt, der har været motivationen. Det har afgjort været nemmere at finde motivationen, hvis der har været et menneske i den anden ende af processen, der har været afhængig af, at jeg udførte mine arbejdsopgaver. Jeg er afgjort et ’menneske-menneske’. Det er de sociale relationer og mennesker, der betyder alt for mig.
Faktisk var universitetet et helvede for mig motivationsmæssigt, fordi det bare var døde bøger og opgaver, man afleverede til en uengageret underviser.

Men efter 2 år som selvstændig, kan jeg mærke, at det er de samme elementer, der gør sig gældende, når jeg mister motivationen. Det er de rutineprægede opgaver.
Når jeg skal udføre dem, kan jeg godt have sværere ved at komme i gang med arbejdsopgaverne, når min arbejdsdag begynder. Men når jeg har en relation til aftageren i den anden ende af arbejdsprocessen, bliver jeg mere entusiastisk.

Overordnet forsøger jeg at være bevidst om, at de arbejdsopgaver jeg holder mest af kommer i højsædet. Eksempelvis er tiden med kameraet i hånden og kundemøderne med sparring om indhold, strategi og kreativitet stadig enormt interessante for mig. Det er hele tiden en balance for mig.
Jeg skal til gengæld passe på med at tage opgaver, hvor jeg ved, at det ender med, at redigeringsprocessen er omfattende. Jeg har et par gange påtaget mig opgaver, hvor der i forvejen eksisterer materiale, der udelukkende skal redigeres. Det er fint en gang imellem, men jeg skal passe på med at påtage mig for mange af den slags opgaver. Jeg dør af dét rent motivationsmæssigt.


Betyder det, at co-creation er vigtigt for dig i dit daglige arbejde?
Afgjort. Et af de store problemer ved at være selvstændig er, at jeg er meget ensom i mine arbejdsprocesser. Selvfølgelig sidder jeg i et kontorfællesskab med andre mennesker, men selvom jeg har mennesker omkring mig, er projekterne jo mine egne. Derfor er det meget sjældent, at jeg kan få hjælp nogle steder fra, når jeg støder ind i et problem. Oftest fordi problemstillingerne ofte opstår, når man er så involveret i materialet; at man pludselig ikke kan finde vejen tilbage til tankerne bag processen. Man mangler simpelthen én at sparre med, som er på samme vidensniveau som én selv. Det er et problem, når jeg i den grad bliver motiveret af at samarbejde med andre mennesker. Men det behov får jeg normalt dækket, når jeg enten er ude med kameraet eller idéudvikler med en kunde.



Hvordan reagerer ens kreativitet, når man forsøger at aktivere den i en tidsmæssigt fastlåst hverdag? Er der udflydende linjer mellem arbejds- og fritidsliv?
Min eneste regel er, at jeg ikke arbejder hjemme. Det er et helle for mig, også selvom jeg har min bærbare med hjem. Problemet med den regel er, at jeg aldrig er hjemme. Eksempelvis har jeg en ren t-shirt og en tandbørste på kontoret. Skal jeg noget socialt efter arbejde, ender det altid med, at jeg tager direkte derhen, fordi jeg aldrig kommer hjem og vender. Endvidere er det sjældent, jeg holder weekend. Jeg er på kontoret hver dag, også selvom jeg har været ude sent. Og det kan jeg leve med, fordi det er så vigtigt, at det her projekt ”egen virksomhed” skal lykkes.

Der ligger meget energi bundet op i, at det er mit eget projekt og at det faktisk er ved at lykkedes. Det ligger enormt værdighed og ære i for mig. Jeg kunne ikke finde på at drosle ned, medmindre jeg var ved at dø, fordi der ligger så meget følelsesmæssigt i det her projekt. På kort sigt er det en effektiv motivationsfaktor.

Hvordan er det at være sit eget brand?
Jeg er fortrinsvist bevidst om, at jeg er mit eget brand. Jeg har mange perifere bekendtskaber, og det giver mig en kæmpe fordel i forhold til eksponeringen af mit firma. Eksempelvis har jeg lavet en del arbejde for gamle bekendtskaber fra min tid som spejder. Jeg tror, de bekendtskaber ønsker samarbejde, fordi de føler sig mere trygge med én, de kender. Men udgangspunktet er selvfølgelig, at jeg kan levere varen. Ellers ville de ikke ringe til mig.

Når jeg er Søren Vestergaard ude i byen, så er jeg bare mig. Men møder jeg én til en fest, der laver noget, der er interessant, ender det tit med, at vi snakker arbejde. Jeg har faktisk fået nogle jobs på ved at netværke med en øl i hånden. Men jeg går ikke ud med visitkort i hånden eller føler, at jeg er på arbejde, mens jeg socialiserer. Jeg ender tit i snak med andre nørder, fordi mit firma jo fylder så meget i mit liv.

Der, hvor der er et professionel selvbranding-element, er på de sociale medier. På Facebook er jeg personlig men aldrig privat. Det kunne aldrig falde mig ind at lave en opdating om noget direkte politisk eller lave en opdatering, der er negativ. Fordi der holder jeg fast i en Søren Vestergaard, der er ovenpå og positivt indstillet.

Jeg har bevidst fravalgt at have en firmaprofil på Facebook, fordi jeg mener, at det hurtigt kan blive en meget forretningsorienteret kommunikation. Den type profit-for-øje-kommunikation bliver hurtigt falsk, fordi den er totalt blottet for personlighed. Det fede ved sociale medier er den fornemmelse af, at der er et menneske i den anden ende, og sådan virker det sjældent, når det er firmaer, der kommunikerer.


Er den eneste skillelinje mellem dit person- og arbejdsliv om du er hjemme på privatadressen?
Ja, det tror jeg. Der er stort set ikke nogen forskel. Specielt fordi mange af de ting, jeg laver kræver personligt engagement. For eksempel de dokumentarer for danske ulandsorganisationer, der fylder meget i min ordrebog. Der bliver man nødt til at være personlig, for man skal ud og møde mennesker, der har et hårdt liv. Man skal arbejde sammen med organisationens hovedkontor i København, et kontor i det land man nu er i og en lokal samarbejdspartner, der kender de mennesker, der bliver hjulpet. Det er et arbejdsområde, der naturligt medfører en høj grad af involvering.

Er jeg manden med kameraet, der udelukkende tænker i profit, kan jeg ikke løse opgaven. Jeg bliver nødt til at investere en del af mig selv og samtidig være ekstremt professionel. Endvidere skal jeg jo kunne stå bag kameraet og filme en person, hvis mand er blevet slået ihjel for kort tid siden uden at blive for følelsesmæssigt påvirket. Jeg skal kunne tænke, at det her bliver godt TV.

Jeg skal hele tiden tænke strategisk i forhold til denne her interviewperson. Jeg skal have hende hen, hvor hun fortælle noget personligt, men stadig ikke bliver så påvirket, at hun taber mælet. Jeg bliver nødt til at tænke lidt kynisk, selvom det er et levende menneske med ægte følelser, ellers kan jeg ikke løse min opgave.



Er det ikke nogen gange svært at skulle varetage både virksomhedens og privatpersonens interesser, når du laver dokumentarfilm?
Hvis vi taler ulandsdokumentarer, så har organisationerne ofte en stor viden om det lokalområde, jeg skal filme i- så de ved godt, hvad det drejer sig om. Og så læner jeg mig op ad den viden før afrejse. Men nu hvor jeg har været af sted for 4. gang, begynder jeg at føle mig mere hjemme i mine opgaver.

Jeg kan opleve et dilemma mellem det personlige og professionelle, når jeg skal filme en historie fra en virkelighed, der er meget voldsom og skræmmende. Fordi den kommer så tæt på, når jeg står der.

For eksempel kan jeg få en voldsom lyst til at hjælpe folk personligt. Lige præcis dét her menneske, som man kommer ind under huden på gennem nogle dage med interviews, ville blive betydeligt lykkeligere, hvis jeg for eksempel gav vedkommende 75kr. til forbedringer på hytten. Men den slags beslutninger skal man holde sig fra, når den organisation, man repræsenterer, forsøger at hjælpe hele landsbysamfundet på lang sigt. Tilfældige donationer er ikke hjælp til selvhjælp, og de skader både personen og udviklingsorganisationen. Pludselig rygtes det, at én beboer i en landsby har fået noget, andre ikke har, og så bliver resten af byens beboere misundelige på vedkommende. Derudover får organisationen markant sværere ved at blive taget seriøst i lokalområdet.
Den slags langsigtede overvejelser er imidlertid vanskelige at huske på, når jeg står midt i virkeligheden med personlig kontakt til et andet menneske. Men den slags konstruktiv kynisme er en nødvendighed for at løse opgaven.