tirsdag den 23. april 2013

Mennesker i arbejde bør også have en smule opmærksomhed


”Det er vigtigt at arbejde med de menneskelige relationer for at undgå stress og dårlig trivsel. Der skal grundlæggende skabes den nødvendige tryghed for at opbygge et ordentligt arbejdsklima. Det giver alt sammen øget produktivitet, faldende sygefravær og god trivsel på arbejdspladsen”

Af Brita Lauridsen, Adm. direktør Strategi og Mennesker

Et forskningsprojekt, der blev udført på Aalborg Universitetscenter helt tilbage for 23 år siden, hed - så vidt jeg husker - ”Den Forsvundne Produktivitet”. Konklusionen af projektet var, at vi har at gøre med nogle menneskelige aspekter, som vi ved for lidt om. Lige siden har vi mere eller mindre snakket om vigende produktivitet!
Jeg finder det vigtigt, at der bliver arbejdet med de menneskelige relationer på en arbejdsplads. Kommunikationen skal foregå jævnbyrdigt og kontaktfuld, når der skal træffes beslutninger. Min påstand er, at personlig kontakt og nærvær er de vigtigste egenskaber at have for en leder.
Noget tyder på, at vi som samfund tager os mest af de syge, de gamle og de arbejdsløse lige nu. Det er da også meget, meget vigtigt. Men vi bør også give de mennesker, der er i arbejde, en smule opmærksomhed. Det er trods alt dem, der skal bære resten, og mange er ved at bukke under lige nu.
Derfor er det lige nu vigtigere end nogensinde at arbejde med de menneskelige relationer!
Det er vigtigt, fordi vi stadig har for lav produktivitet, vi har en høj stressprocent, og rigtig mange både ledere og ansatte trives rigtig dårligt – eller i værste fald resignerer de.

Hallo - der er mennesker midt i det her!
Jeg anerkender, at vi har krise - eller har vi? Måske er vi i en ændringsproces, som i omfang svarer til dengang, vi gik fra feudalsamfund til industrisamfund. Den ændringsproces skal der arbejdes med. Det er ikke godt nok at snakke politiske beslutninger, kroner og ører og produktivitet. Det er vigtigt, men der skal mere til.
Jeg hører aldrig, at det er de menneskelige relationer, der skal arbejdes med. Jeg hører politiske økonomiske forslag, besparelser, Lean, Kaizen. Vi skal trimme vores produktion, vi bør ændre vores organisatoriske struktur, osv. osv. Vi skal spare dette og hint. 
Hallo - der er nogen mennesker midt i det her. Jeg kan ikke forstå, at vi ikke også skal tale om, hvordan mennesker på arbejde har det. Naturligvis er det politiske, økonomiske, og ”vi skal være effektive”-snakken nødvendig. Men vi får det ikke bedre af, at kommunikation og trivsel hører helt op i effektivitetens/produktivitetens navn.
Ingen tør sige noget af angst for at blive fyret. Få ledere er i stand til at høre, at de menneskelige aspekter af det, der sker, er lige så vigtig en del som alt andet. Lederne er selv kørt fast, så hvordan kan de være kontaktfulde og nærværende ledere, og hvordan kan de holde motivationen oppe hos medarbejderne? Jeg tror ikke, det er muligt!

En ledelsesstrategi skal kommunikeres
Det er værd at gå i sit lønkammer og tænke over, om man er leder med magt og stok, eller man er det med kraft og inspiration. Det må enhver leder gøre op med sig selv. Hvis det, man så får øje på, er meget lidt konstruktiv, må man spørge sig selv: ”Synker jeg ned i angst - har mine medarbejdere fortjent mit lederskab”.
Som virksomhed er det vigtigt, at der er truffet en strategisk beslutning om, hvilken lederstil man vil have. Min erfaring er, at man udnævner ledere, fordi de er faglige dygtige, og så gør de det, som de nu synes. En ledelsesstrategi skal kommunikeres, man skal committe sig til den, og så skal der kontinuerligt arbejdes med den. Netop det, at arbejde kontinuerligt med sit lederskab, er vigtig.  Det er trods alt det lederskab, der skal lede den ændringsproces, vi er midt i.
Jeg VED, at stress kan minimeres, at ledere kan blive dygtigere til at skabe produktivitet, hvis de trives. Jeg ved også, at medarbejderne kan holde ud at være i den omstillingsproces, som vi er i gang med, hvis vi arbejder med de menneskelige processer. Jeg tror, det er farligt at overse, at også de ansatte er pressede.

Strategi & Mennesker har arbejdet med dette i ca. 25 år, og vi fortsætter ufortrødent.
Og så skal der naturligvis politiske beslutninger til for at tage hånd om de problemstillinger, en sådan omstilling giver. Det har vi politikere og andre til. Vi bør arbejde for at få trivsel og virkelyst ind i vores hverdag igen til glæde for virksomheder, deres ledere og medarbejdere.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar