fredag den 29. november 2013

Den vigtige forventningsafstemning

Snart er julen over os, og forventningerne er mange og ofte meget forskellige. Nogle forventer, at der skal danses om juletræet, inden der spises, og andre forventer, at der skal spises, inden der danses om juletræet. Nogle forventer, at der skal spises flæskesteg, andre kalkun, og der er tilmed nogle, som mener, at julemiddagen bør være en tapasbuffet. Det mest interessante er måske de mange sammenbragte familier, som har hver deres medbragte kultur, som for hver enkelt er den eneste rigtige måde at holde jul på. Men man kan ikke tænke, hvis man er sikker på, man har ret. Så hvad skal man gøre? Man skal selvfølgelig lave en forventningsafstemning, som bringer alle de tidligere kulturer i spil. Efter en oplysende og spændende dialog bliver alle så enige om, hvilken ny julekultur der skal være gældende for den jul, som de sammenbragte deltagere alle skal være glade for at deltage i. 

Denne lille men velvalgte historie er ofte det samme, der skal ske hver eneste gang, du sammensætter et team, hvor alle er afhængige af at opnå resultater sammen. 

Klar kommunikation er en forudsætning for et vellykket samarbejde. En god briefing, der forklarer mål og delmål og fordeler ansvarsområder, er derfor et værktøj, du bør bruge, når du samarbejder med kolleger, kunder, ledere og leverandører. 

Hvem, hvad, hvor og hvornår er fire vigtige spørgsmål, som altid skal besvares, før du indleder et samarbejde om en opgave. Uden en præcis briefing kan samarbejdet nemlig let køre af sporet. - Den værste briefing, du kan give eller modtage, er en briefing, hvor afsenderen ingen overvejelser har gjort sig på forhånd. Omvendt leverer du den bedste briefing, når du fortæller, hvilket resultat du har i tankerne, hvem der skal løse opgaven samt hvordan og hvornår, opgaven skal være løst. 

Selvom den gode briefing lyder som en større arbejdsindsats, sparer forberedelserne dig faktisk tid, fordi du styrer uden om misforståelser og skuffelser i sidste ende. - Jo mere specifik du er i din briefing, des bedre kan du udnytte modtagerens ekspertise, og det letter arbejdet begge veje. En briefing er nemlig ingen ordre men en forventningsafstemning. 

Således er det også vigtigt at være opmærksom på, at en forventningsafstemning om julekulturen kan spare familien for mange skuffelser, bristede og uindfriede forventninger og således sikre en dejlig aften for alle parter. 

Dagens vise ord er udtalt af den danske filosof Søren Kierkegaard:

”Det store er ikke at være enten det ene eller det andet - men at være sig selv - og det formår hvert eneste menneske, hvis det vil.” 

Anotherstep ønsker dig en rigtig god weekend (og jul) 

PS4 - teamet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar