fredag den 22. november 2013

Tør du lege som leder?


Nu er decideret læring noget, de færreste forbinder med ledelsesopgaven, men det fylder alligevel en hel del i hverdagen, uden at vi måske er bevidste om det.
Spørgsmål som:

Hvordan skaber vi forretningsudvikling, samarbejdsprocesser, feedback og kommunikation? Hvad er god kundeservice? eller i forhold til visioner og værdiarbejde.

Der er mange forhold i hverdagen, hvor både læring generelt og det at få en fælles forståelse er væsentligt i forhold til at opnå gode resultater.
Men der er stor forskel på, hvordan vi iscenesætter det som ledere, og alt for ofte gør vi det i forbindelse med et møde ved at sætte temaet på dagsordenen, høre vores kollegaer og drage nogle konklusioner.

Hvordan vi udlever det, og om vi har fået en fælles forståelse af det, vi blev enige om, er så en anden historie, og kan være ganske frustrerende, når vi som ledere ser på, hvordan det besluttede faktisk udleves.

Men har du overvejet at bringe legen ind på arbejdspladsen?
Hvad bliver resultatet, hvis man sætter en ledelse til at visualisere en fælles vision ud fra en række tilfældige materialer såsom pap, grankogler, ispinde, stof og legeklodser? Man opnår en mere nuanceret, kreativ dialog, som indeholder mere end ord, fordi noget, du selv har bygget, siger langt mere end ord. Desuden er processen i at formulere visionen langt hurtigere, fordi man undgår mundhuggeri, som måske snarere handler om indbyrdes magtkampe end om valg af ord.

”For at opnå den optimale proces, er der nogle faktorer, der skal være på plads. Fagligheden skal være i orden, men det er langt fra nok. Selv den mest vidende leder eller facilitator kan tale sine modtagere i søvn, hvis han/hun er kedelig nok. Derfor er det lige så vigtigt, at aktiviteterne er engagerende, varieret og virkelighedsnære for at skabe reel læring og effekt. Det er her, de lidt mere utraditionelle læringsmetoder kommer til deres ret”.
”Vi ved eksempelvis, at man gennem øvelser kan lege sig frem til en klar forståelse for noget meget komplekst. I tilfældet med visionsprocessen for ledelsen betyder skabelsesprocessen, at der sker en kobling mellem højre og venstre hjernehalvdel, som sætter nye tanker i gang. Generelt er det sådan, at når man bruger flere sanser, fx i fysiske øvelser, så er der flere sanser om at huske.”

”Vi ved også, at hvis deltagerne ikke bliver aktiverede – enten via spørgsmål eller øvelser – så bliver de passive, og så lærer de simpelthen mindre effektivt.”
Generelt er folk skeptiske, når man som leder bryder vanen og forventningerne til en aktivitet eller et møde. Ofte viser det sig dog, at hvis man tør bryde hverdagens mønster med et par utraditionelle øvelser, der bryder tankemønstret, så er tilbagemeldingen ofte, at det lige var det, deltagerne trængte til. Det løsner op for en dialog mellem deltagerne, som er konstruktiv, og man opnår de resultater, man søger.

Hvis en deltager er forberedt på at være kreativ og blive udfordret, så kommer de lidt utraditionelle læringsmetoder heller ikke som en overraskelse, men det er en rigtig god idé at afstemme forventningerne.
Hvis jeg beder mine kollegaer om at være modige, så er det med den indstilling, de møder op, og det er et vigtigt udgangspunkt. Herefter er det din opgave at styre forventningerne og guide deltagerne i den rigtige retning.

Tør du lege med?
Dagens vise ord er et gammelt kinesisk ordsprog lyder sådan:
Det jeg hører, glemmer jeg. Det jeg ser, husker jeg. Det jeg gør, forstår jeg.”


Anotherstep ønsker dig en rigtig god weekend

Klaus Le Roy Topholm
PS4 Partner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar