torsdag den 27. marts 2014

Hvordan løser du konstruktivt konflikter?

Konflikthåndtering handler om, at begge parter i kommer ud på den anden side af konflikten med en følelse af at være blevet hørt og respekteret. Få inspiration til, hvordan du som leder skaber samarbejde om at løse konflikter på din arbejdsplads.

Konflikter opstår overalt mellem lande, organisationer, grupper og enkeltpersoner. Konflikter kan, hvis de bliver håndteret hensigtsmæssigt, være udviklende og skabe et åbent og imødekommende miljø. Desværre er det ikke alle konflikter, der bliver håndteret hensigtsmæssigt, hvilket kan resultere i, at de eskalerer og i yderste konsekvens fordrer mental og fysisk vold mellem parterne.
Et eksempel på dette er den nuværende konflikt i Ukraine, hvor en samarbejdsaftale med EU, der i virkeligheden skulle ses som forsøg på at forhindre fremtidige konflikter, har resulteret i en konfliktoptrapning mellem partnerne med ekstreme tilfælde af psykisk og fysisk vold til følge.

Konflikten er i sidste ende nået til et punkt, der ud fra konflikttrappen ses som det afgørende stadie. På dette stadie er parterne ikke længere interesseret i at være i nærheden af hinanden. Flere eksperter spår på nuværende tidspunkt, at der er udsigt til en reel opdeling af Ukraine. 

Konflikten i Ukraine er et eksempel på den yderste konsekvens af, når en konflikt ikke bliver håndteret. Ligesom konflikter kan opstå i og imellem lande som Ukraine, kan de også opstå på arbejdspladsen i grupper eller hos enkeltpersoner. Konflikter kan skabe et dårligt arbejdsmiljø, dårlig performance og ringe trivsel, hvis ikke de håndteres. De kan i sidste ende være med til, at dine medarbejdere går ned med stress eller vælger at sige op. 

Det er din opgave som leder at tage ansvar for de konflikter, der kan opstå mellem dine medarbejdere eller dine medarbejdere og dig selv. Da vi alle håndterer konflikter på forskellig vis, kan det være en fordel at udarbejde en konfliktstrategi i samarbejde med dine medarbejdere. Det er vigtigt, at strategien afspejler et fælles mål og menneskesyn, der er i overensstemmelse med virksomhedens overordnede værdier og strategi. 
Vær opmærksom på at inddrage følgende fire elementer i jeres konfliktstrategi:

1. Etablér en sund og positiv win-win tankegang. Her er det vigtigt at sørge for, at I alle er spillere på samme hold. Søg at skabe en oplevelse af, at I har en fælles interesse for at løse konflikten.

2. Sørg for, at der er dialog om forståelse for konflikter og konfliktadfærd. 

3. Implementér en organisationsvejledning om håndtering af konflikter. 

4. Sørg for at evaluere konfliktstrategien hvert andet år. Når I har skabt konfliktstrategien, er det også vigtigt, at I ved, hvordan I konstruktivt håndtere konflikten. Her er det vigtigt, at I har følgende for øje:

o Vær opmærksom på modpartens behov. Ofte er de krav, der stilles fra medarbejderen et tegn på, at medarbejderen har et behov, der ikke er blevet opfyldt. 

o Vær tålmodig. Vent med at reagere. Ofte bliver din feedback mere konstruktiv, hvis du sørger for at tælle til 10, inden du reagerer. 

o Glem skyld – gå efter løsningen. Vi har hver vores opfattelse af det, som er sket. Forhold dig til din egen opfattelse og lad være med at tro, at dette er den eneste sande. 

o Trap ned i stedet for op. Søg i fællesskab at løse konflikterne på konflikttrappens laveste niveau, der omfatter at lytte til hinanden og vise hinanden respekt og tillid. 

Er du/I opmærksom på ovenstående råd til konstruktiv konflikthåndtering, vil du og dine medarbejdere være godt rustet til mødet med næstkommende konflikt. 

Er du yderligere interesseret i at udvikle dine kompetencer inden for konflikthåndtering, hjælper vi meget gerne til. klik her, for at se hvordan vi kan hjælpe dig. 

1 kommentar:

  1. Jeg er for så vidt enig. Det er dog min erfaring, at det ofte er dårligt - ofte det psykiske - arbejdsmiljø, der skaber konflikter.

    Det er også min erfaring, at en konfliktstrategi bør være en del af en værdistrategi, som så indeholder kommunikative strategier, herunder en konfliktstrategi. Det er desuden vigtigt, at strategien afspejler et fælles mål og menneskesyn.

    Desuden er topledelsen om nogen rollemodellen i det fælles mål og menneskesyn, og som afspejler sig i den daglige adfærd, hvilket desværre ikke altid er tilfældet.

    Hilsen Carsten Berg, fagchef inden for stress og trivsel, i AS3

    SvarSlet