fredag den 27. juli 2012

At tage hånd om processerne

Et begreb man ofte hører i forbindelse med moderne ledelse og ledelsesstilarter, er ’procesledelse’. Selvom det er et begreb, der bruges ofte, er det umådelig svært at give en klar definition, da det bruges med mange forskellige betydninger. Det centrale ved procesledelse er dog, som der også ligger i ordet, bevidstheden og opmærksomheden på processen. Hvor traditionel ledelse fokuserer på resultater og bundlinjen, så fokuserer procesledelse i langt højere grad på selve det forløb, hvorigennem resultaterne opnås.

 I procesledelse handler det om at tage hånd om processerne og sætte de optimale rammer for et forløb, der fører mennesker, projekter og virksomheder succesfuldt igennem en udvikling fra et A til et B.

Ved at fokusere på udvikling og processer er procesledelse en effektiv og alsidig tilgang til ledelse, der kan bruges i mange forskellige sammenhænge og til mange forskellige formål - eksempelvis i forbindelse med omstruktureringer, projektforløb, innovationsprocesser og adfærdsændringer i organisationer.

Mennesker er i centrum
I modsætning til traditionelle ledelsesstilarter, hvor mål og forventninger oftest er statiske, tager procesledelse højde for de udviklinger og forandringer, der kan opstå undervejs, som et forløb skrider frem. Processer er nemlig dynamiske og fleksible størrelser, der påvirkes og styres af de mennesker, som deltager i dem, samt de erfaringer og den læring som oparbejdes i løbet af processen. Resultater og mål er med til at give en proces eller et projektforløb retning, men undervejs er der plads og mulighed for, at disse kan revurderes afhængig af den læring, som deltagere opnår. Det er mennesker, der driver processerne, og det er derfor afgørende, at mennesker er i centrum, når der er tale om procesledelse. Der refereres på den måde hele tiden tilbage til de mennesker, der driver processen: deltagerne og deres påvirkning på forløbet. Denne ledelsesform er derved med til at skabe rammerne for en proces, igennem overblik og retning, uden at fastlåse forløbet.

Den gode proces
Der er især 3 ting, der kendetegner den gode proces:

  • Rammesætning: I den gode proces er der en klar forståelse for, hvilke rammer, der arbejdes inden for. Det er vigtigt for deltagerne at definere forløbets A og B ved at kortlægge, hvor processen skal bære hen, hvad målet er, samt hvilket udgangspunkt der arbejdes ud fra.
  • Motivation: Først når deltagerne i en proces er motiverede, skabes der tillid til processen samt incitamentet og viljen til forandring, udvikling og resultater. Det handler derfor for proceslederen om at skabe motivation, nysgerrighed og begejstring til processen. 
  • Ejerskab over processen – Foruden motivation skal der, i den gode proces, skabes ejerskab over forløbet. Ved at klarlægge rammerne og skabe motivation og tillid skal den enkelte deltager tage ejerskab over processen og ansvaret for egen læring og udvikling. Da det er mennesker, der driver processen, er det vigtigt at den enkelte tager ejerskab over sin deltagelse i forløbet for at kunne skabe resultater og drive processen videre.

Procesledelse er en effektiv måde at optimere samarbejde, innovative og kreative processer, skabe resultater og flytte mennesker og virksomheder fra et A til et B. Ved at være opmærksom på disse tre elementer skabes de bedste forudsætninger for den gode proces.

Så ta’ hånd om processerne og skab de optimale rammer for din egen eller din virksomheds udvikling!

Olivia Augusta Olesen Praktikant
PS4 A/S

Billede: FreeDigitalPhotos.net