Vores arbejde fylder meget i vores liv, og det er for mange et felt, hvorfra vi forstår og definerer vores væren og eksistens. Vi ønsker at lade os inspirere af og få energi gennem det. Vores arbejde har i dag stor betydning for vores liv og for, hvem vi synes, vi er, og mange af os ønsker at beskæftige os med noget, vi oplever, passer til vores personlighed. Men når vores arbejde har så stor betydning for vores liv og dagligdag generelt, hvad sker der så med proportionerne mellem arbejdsliv og privatliv? Kan det tænkes, at de bliver skæve?
Vi arbejder i dag med et andet udgangspunkt end for 50 år siden. Det adskiller sig fra det udgangspunkt, som datidens lønarbejdere havde; man gik på arbejde for at tjene penge, og de penge, man tjente, ja dem brugte man til at holde fri. Dengang var det, der lå udenom arbejdet, det, der havde den væsentligste betydning i livet og for, hvem man var.
I dag tillægger vi vores beskæftigelse og fag stor betydning. Mange af os forstår og definerer os selv ud fra det, vi foretager os, og det fordi arbejdet også er blevet en personlig interesse. Vi nyder det, og vi nyder at bruge tid på det. Og man kan sige, at vi bruger mere tid på det, i hvert fald en anden tid, end vi førhen gjorde. Vi investerer nemlig os selv. Vi investerer sociale ressourcer, mentalt overskud og tid, fordi vi er dedikerede til vores arbejde, og fordi vi investerer os selv og er dedikerede, kan vi ud fra kulturelle normer også regne os selv for gode medarbejdere, ledere og kolleger.
At arbejde for at leve – at leve for at arbejde
Vi er enormt optagede af at være dygtige til det, vi beskæftiger os med, og vi er ivrige efter at præstere, for hvem vil ikke gerne anerkendes som en god ”arbejder”? Vi bruger i dag vores beskæftigelse som en vej til at realisere vores planer og drømme, mens vores investering af os selv bevirker også, at vi føler os værdsat. Vores arbejde er altså blevet en vej til selvrealisering. Set i lyset af dette, er det straks mere forståeligt, at det har så stor en betydning for os. Vi lever gennem vores arbejde, og vi er vores arbejde! – men er det så ensbetydende med, at det er blevet eneområde til selvrealisering?
Vi skal være opmærksomme på ikke at være vores arbejde, for forestiller vi os, at det er blevet eneste vej til selvrealisering, ja så har det givetvis konsekvenser for vores balance mellem arbejdsliv og fritidsliv. Hvis vi udelukkende identificerer os med vores arbejde og det, vi her foretager os, jamen så er det også her, vi lægger størstedelen af vores energi og bevidsthed. Hvis vi udelukkende definerer os selv ud fra det, vi beskæftiger os med, og glemmer, hvad vi også interesserer os for, og hvem vi også er, når vi ikke er på arbejde, jamen så risikerer vi meget vel, at alt det, der ligger udenom, fritid og socialt liv, bliver mindre interessant, mindre betydningsfuldt og mindre værdifuldt for vores liv og for dem, vi er.Lad os være realistiske
Det er naturligvis oplagt, at der er positive ting ved et arbejde, som ikke blot er båret af lønnen i sig selv. Og det er naturligvis væsentligt og nødvendigt, at vi identificerer os med vores beskæftigelse, når vi nu tilbringer så stor en del af vores liv her. Men lad os imidlertid være opmærksomme på de eventuelle forskydninger af værdier, der kan være eller opstå i det liv, vi lever i og uden for vores arbejde. Lad os være opmærksomme på proportionerne mellem arbejdsliv og privatliv. Forestil dig, at hele din identitet er bygget op omkring dit arbejde – hvad gør du af dig selv, hvis du mister det? Du er nødt til at have proportionerne i orden for ikke at vælte, hvis der sker noget med dit arbejde.
Vær derfor opmærksom på proportionerne og husk, at:
”Arbejdets belønning er livet”. - William Morris
Sofia Bruse Lonning
Praktikant PS4 A/S
Billede: FreeDigitalPhotos.net
Ingen kommentarer:
Send en kommentar