fredag den 25. april 2014

Livets haver skal passe og plejes

Jeg vil i denne fredagsinspiration i april gerne slå et slag for tålmodighed og opmærksomhed i dyrkningen af haver. Der er en alt for hurtig og hektisk tendens i disse år – også i dyrkning af livets små og store haver. Jeg er også selv blevet overrumplet af en forventning om, at en have skal være fiks og færdig fluks i april, hvor man kun lige er begyndt og har en lille påskeferie! Det, med at pleje og passe i en vindueskarm flere måneder før, er det gået af mode?

Ja. For mange skal resultatet helst være færdigt straks efter, man er gået i gang, og helst efter kun en enkelt dag. Dette er så langt fra selve kernen i havedyrkning – at det er noget, der udvikler sig, noget, der tager tid. Det er noget, man skal gøde, passe og pleje, og noget man med rette kan følge i en god og givende udvikling. Man lægger mærke til, når det spirer og gror, og når det trænger til vand eller får for meget sol. Det er ikke uden grund, at de haver, som vi oftest forelsker os i, er gamle haver. De har taget tid, træerne har fået lov til at gro, og man har gennem sæsoner passet dem og pralet af dem. Først efter år er haven, som man forestillede sig. Smuk og givende. Man skal aldrig underkende, at drømmerier og forventningens glæde er stor, og hvis resultatet efter mange timers ”slid” bliver, som forventet, bliver man dobbelt så glad og stolt.

Her er det jo så, at jeg tænker teamudvikling. Det er som at dyrke sin have. Det skal tage en vis tid, og teamet skal passes og plejes. Kommer der en storm, skal der ryddes op, og man må genopbygge det, der gik itu. Det er ingen hurtige haveløsninger, der holder på længere sigt. Ligesom gartneren må teamlederen have viden om, at forarbejdet med at gøre jorden klar, den rigtige sammensætning af planter samt den individuelle pasning efter behov alle er super vigtige faktorer. Nogle planter skal nippes, andre skal skæres til. Hver og en har sit eget motiv for at vokse og give det forventede resultat.

Som i havedyrkning bliver teams bedre med den rette træning og opmærksomhed på resultaterne. Går det ikke som forventet, er det ikke nødvendigvis frøet, der har fejlet, men måske de rammer, som var sat eller den pleje og pasning, der blev givet undervejs.

Man får ofte det resultat, man har investeret i, og derfor vil jeg i år give mine krydderurter lidt mere opmærksomhed og lære, hvad der er bedst for dem, hvis de skal spire og give mig det forventede resultat. Erfaring og viden er basalt i havedyrkning lige som i så meget andet.
Ugens citat:

"Lær af træet – gro i ro"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar