fredag den 11. februar 2011

Har du lyst til at gøre noget ekstraordinært for dit team i dag?

… så vil jeg gerne dele en oplevelse med dig, som du selv kan anvende i forhold til dit team.

Jeg har i flere år undervist i Enneagrammet og i mange sammenhænge i forhold til teamudvikling og teamsamarbejde. Der er flere måder at angribe sådan en opgave på, men for første gang var jeg blevet bedt om at få temaet til at typebestemme sig selv i forhold til Enneagrammet. Årsagen var at ledelsen havde observeret en attitude i teamet, som nærmest virkede skræmmende på andre teams i organisationen.

Opgaven var derfor at få teamet til at finde ud af, hvordan de opfatter sig selv, og hvor de har deres styrker og måske udviklingsområder. Og er du én af mange ledere, der allerede kender til Enneagrammet og har arbejdet med det i forhold til den enkelte medarbejder, kan du sagtens gennemføre en lignende øvelse med dit team i dag.

Dette team havde ikke tidligere arbejdet med Enneagrammet, men efter en gennemgang, hvor alle fik typebestemt sig selv kastede de sig over den fælles typeopgave. I første omgang legede vi med at sætte lande i relation til de enkelte Enneagramtyper. Der gik fuldstændig sport i den opgave og med lidt hjælp fra hinanden og et par Enneagrambøger, kom vi frem til følgende bud;

Type 1; Singapore
Type 2; Shangri-la
Type 3; USA
Type 4; Frankrig
Type 5; Kina
Type 6; Danmark
Type 7; Brasilien
Type 8; Serbien
Type 9; Bali

Derpå lod vi ordet været frit, og eftersom teamet primært består af 1’ere og 8’ere var det tydeligt for alle, at teamet (enneagrammæssigt) er en kropstype, der har en stærk energi og udstråling, er impulsorienteret og har ordet i deres magt, der kan komme til udtryk som en form for vrede, hvis tingene ikke lykkedes, som de gerne vil. De er et salgsteam og stiller store krav til de andre teams i organisationen, ligesom kunderne konstant stiller krav til dem. Med lidt humor og diskussion frem og tilbage har jeg aldrig til dato set et team på egen hånd blive enige om, at de på godt og på ondt udstråler en 8 adfærd. På en let og meget elegant måde fik de selv indkredset, hvad de ser, som deres styrker inspireret af type 8 i Enneagrammet, ligesom de også let fik indkredset, at de mere og mere var begyndt at agere, som en 8’er på meget lav selvindsigt. Selvom det var dem som team, som vi diskuterede, og der kom mange sandheder og erkendelser frem, så vedblev det at være en god oplevelse for alle, fordi det nogle gange bare er lettere at tale om noget ømfindigt, når det kan henføres til noget mere abstrakt, altså i dette tilfælde en teori.

Har du derfor indtryk af, at dit team vil have godt af, at se sig selv lidt efter i kortene, kan du faktisk gøre dette allerede i dag ved at lave en lignende øvelse med dit team. Og har du brug for yderligere inspiration, skal du være velkommen til at kontakte mig.

Og fredagens vise ord er det citat af Ghandi, som gennem tiden har betydet mest for mig;

"Vær den forandring du ønsker at se i verden" for al forandring starter hos os selv, og derefter kan vi vise vejen frem til inspiration for andre.

Helle Poulsen
PS4 Partner
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar