Personlig udvikling er et tema, som optager mig på tværs af forskellige livskontekster, som jeg befinder mig i for tiden. Men hvad er det egentlig?
Til tider undrer det mig, at der er så meget tale om, hvordan man kan udvikle sig personligt. Min indledende tilgang til det er på en måde omvendt: Hvordan kan man ikke udvikle sig personligt? Det lyder måske som et lidt finurligt spørgsmål, men lad os antage, at man besluttede sig for det. Simpelthen sagde til sig selv: "nu gider jeg ikke udvikle mig personligt mere". Hvordan skulle man så bære sig ad? På en måde ville det jo forudsætte, at man holdt op med at opleve og erfare noget som helst, for man udvikler sig jo naturligt i takt med, at man får nye erfaringer, møder nye mennesker, står i nye situationer. Eller måske står man i en velkendt situation, men beslutter sig at takle den anderledes, fordi man har erfaret, at det man gjorde sidste gang ikke fungerede så godt. Man har lært af sin erfaring, man har udviklet sig. Og erfaringer, små som store, dem samler man jo hele tiden, fordi man jo er et subjekt som oplever, fokuserer, fortolker og organiserer disse oplevelser ind i en meningsfuld sammenhæng.
Min tese er altså, at det egentlig må være meget svært at lade være med at udvikle sig. Tænk f.eks. på børn. Jeg tror ikke, de bekymrer sig synderligt om, hvordan de nu skal udvikle sig. De gør det bare som en helt naturlig proces!
Men hov! Jeg har vidst tabt et ord, nemlig "personlig". Det er imidlertid endnu en kilde til undren, for kan man forstille sig noget sådant som "upersonlig udvikling"? Nej vel? Jeg har i hvert tilfælde svært ved at forestille mig noget, der kunne falde i denne kategori, men jeg er åben for forslag.
Ud fra ovenstående må det konkluderes, at når man ofte hører "personlig udvikling" italesat, som noget der er svært, eller noget som kræver en indsats, så må det betyde noget andet, end det man måske kunne kalde "naturlig personlig udvikling". Men hvad mener vi så, når vi taler om personlig udvikling?
Jeg har ikke noget endegyldigt svar på det, men umiddelbart forekommer det mig, at det har noget at gøre med at sætte sig mål, og planlægge en masse ting, som man vil blive bedre til, hvordan man vil gøre, hvorfor osv. ... og så gå efter dét.
Så på en måde kunne man sige, at der er tale om "kontrolleret personlig udvikling"... Ja, man skulle jo nødig udvikle sig til hvad som helst!
Personligt har jeg aldrig rigtig beskæftiget mig med, det der med at sætte mål og planlægge en masse ting med henblik på at udvikle mig personligt. Det er først noget, der er kommet inden for min horisont, da jeg startede som praktikant hos PS4 og startede i et, i øvrigt utroligt berigende, coachingforløb.
For det meste er mine valg styret af nogle overordnede interesseretninger, og så får tingene ligesom bare lov til at opstå. Det er ikke rigtig bestemt af specifikke mål.
Nogle gange finder jeg ud af undervejs, at det alligevel ikke helt var det, jeg ville og så må jeg jo finde på noget andet i stedet for. Men jeg synes altid, at jeg tager noget med mig, og derfor opfatter jeg det aldrig som spildt. Uanset hvad opstår der noget, og jeg synes ofte der sker et eller andet, som jeg umuligt kunne have planlagt mig til. Jeg synes egentlig, at der jævnligt dumper uforudsete muligheder ned i hovedet på mig (ja faktisk havnede jeg i praktik hos PS4 pga. en blanding af nogle omstændigheder, nogle tilfældigheder og nogle spontane valg). Og jeg kan på en måde godt lide ikke at have helt tjek på, hvad der sker rundt om det næste hjørne og har tillid til, at det nok ender meget godt.
Så grundlæggende hvis jeg skulle tegne en linie over min udviklingskurs hidtil, så ville den nok være lidt krøllet og zigzagget, og jeg har nok sjældent valgt en direkte vej til noget som helst. Men jeg har da fået en masse godt ud af det, så hvorfor fortryde?
Men tilbage til "kontrolleret personlig udvikling". Jeg må nok indrømme, at det kan være meget anvendeligt. For mig var det en udfordring og en positiv oplevelse at prøve at definere nogle meget specifikke mål. Det bedste ved det er nok, når man indfrier dem. Altså følelsen af at man har besluttet sig for at gøre noget, og så gør det, er jo dejlig følelse og en kilde til selvværd. Så "thumbs up" til det. Jeg vil bestemt bruge det mere fremover.
Alligevel skal det kun være i et vist omfang synes jeg, for der skal være plads til en vis portion uforudsigelighed. Det skal helst ikke være alt for kontrolleret, der skal være plads til, at der kan ske noget, som jeg ikke havde forestillet mig eller planlagt. Plads til det uforudsigelige, det uforudsete, det spontane og til at være heldig. Hvis man planlægger alt og har det hele under kontrol, mister man vigtige muligheder for at udvikle sig, fordi man begrænser sig til at udvikle sig inden for rammerne af, hvad man selv kan forestille sig.
I forlængelse af ovenstående vil jeg gerne påpege to ting:
1) Som man ofte høre i forbindelse med personlig udvikling er det vigtigt, at ens mål netop er personlige, altså at man ikke synes, at man bør udvikle sig efter nogle bestemte populære eller påduttede mål. Det skal jo være mål som passer til ens egne værdier og prioriteter.
2) Som man ofte ikke høre i forbindelse med personlig udvikling, bør ens måde eller metode til at udvikle sig personligt også være personlig og ikke nødvendigvis være på forhånd defineret af SMARTE måder at gøre tingene på. Efter min mening må man låne og brygge, lave om og finde på, ja kreativt skræddersy en metode som passer personligt til den, man nu er.
Hvilke metoder bruger du til at udvikle dig personligt?
Hvordan passer de til dit temperament? Er der brug for en justering?
Hvordan er balancen mellem "naturlig personlig udvikling" og "kontrolleret personlig udvikling" i dit liv?
Fredagens vise ord:
Hvad fremtiden angår, er det din opgave ikke at forudse, men at gøre den mulig.
Antoine De Saint-Exupery
God weekend.
Nynne Barchager
PS4 Konsulent
Ingen kommentarer:
Send en kommentar